Definitivt slut med offentlige vurderinger

Endeligt opgør med den offentlige vurdering af andelsboligforeninger!

Den 23. februar var en skelsættende dag for mange andelsboligforeninger; Her besluttede folketinget nemlig et definitivt slut med de offentlige ejendomsvurderinger af andelsboligforeninger.


Hvad er den offentlige ejendomsvurdering?

Den offentlige ejendomsvurdering er én af i alt 3 metoder, der bruges til at værdiansætte en andelsboligforenings ejendom. De øvrige 2 metoder er værdiansættelse efter anskaffelsesværdien og gennem valuarvurderinger.

En andelsboligforening bruger blandt andet værdiansættelsen til at udregne sin andelsværdi og andelskrone.


Hvad betyder afskaffelse af den offentlige ejendomsvurdering?

Afskaffelsen af den offentlige ejendomsvurdering betyder, at Vurderingsstyrelsen ikke vil lave flere offentlige vurderinger. Det er der egentlig ikke noget nyt i, for Vurderingsstyrelsen har ikke lavet ejendomsvurderinger for andelsboligforeninger siden 2012.


Stillestående ejendomsvurderinger i knap 10 år

I 2013 blev den offentlige ejendomsvurdering fra 2012 nemlig fastfrosset, fordi Vurderingsstyrelsen mente, at dens system var fejlbehæftet. Fastfrysningen skete med udsigten til, at den offentlige vurdering blev genindført, og det har mange andelsboligforeninger ventet i spænding og med længsel efter i knap 10 år.


Det sociale boligmarked

Den offentlige ejendomsvurdering har været populær i mange foreninger, som ønskede en lav andelskrone og et billigt andelsboligmarked. Det skyldes, at den offentlige vurdering historisk set har været lavere end valuarvurderinger, der tager afsæt i det aktuelle boligmarked og følger dets naturlige udsving.

I en artikel til Berlingske, udtaler vores advokat og kundechef Mette Haagensen: ”De, der har benyttet den offentlige ejendomsvurdering, har typisk været nogle, der har haft en social tilgang til, at alle skal kunne købe en andelsbolig, og at det ikke er meningen, at andelskronen skal være skyhøj.”

Vores brancheorganisation anslår, at 35 % af det danske andelsboligmarked fortsat anvender den offentlige vurdering.

Som følge af den offentlige vurderings fastfrysning i knap 10 år, har mange foreninger valgt at overgå til valuarvurdering, fordi den offentlige vurdering simpelthen er blevet mere og mere utidssvarende.


Kan man stadig benytte den offentlige vurdering fra 2012?

På nuværende tidspunkt er der ikke er noget til hinder for, at en forening fortsat anvender sin offentlige vurdering fra 2012 til værdiansættelse af sin ejendom. Det skyldes, at andelsboligloven ikke er ændret.

Vi ved ikke, om andelsboligloven bliver ændret, men der er nedsat udvalg af Boligministeriet, som skal vurdere konsekvenserne af afskaffelsen og overveje mulige, alternative løsninger for prisfastsættelse af andelsboligforeningers ejendomme.

Med visheden om, at den offentlige vurdering definitivt afskaffes, skal de andelsboligforeninger, der indtil nu har brugt denne vurderingsmetode, naturligvis vurdere og beslutte, om de vil fortsætte med det.


Er der noget andet i udsigt?

Regeringen har svagt antydet, at den måske kan komme med en helt ny model for værdiansættelse af andelsforeningers ejendomme som pendant til de offentlige vurderinger. Vi kender ikke de nærmere rammer herfor, men den vil teoretisk og formentlig tage afsæt i et skøn over ejendommenes grundværdier og deraf beregning af ejedomsværdier. Eller være en indeksregulering af ejendomsværdien fra 2012.


Vi anbefaler

Benytter jeres forening den offentlige vurdering, anbefaler vi jer at tage stilling til, hvorvidt I skal blive ved med det.

Valg af værdiansættelsesmetode har på mange måder været en politisk beslutning i de enkelte andelsboligforeninger, med baggrund i hvilken type andelsboligmarked, foreningen har ønsket.

Men med visheden om, at den offentlige vurdering nu afskaffes, kan det give god mening at drøfte, om det mest retvisende billede af ejendommens værdi egentlig ikke bedst skabes af en med forstand på ejendomsvurdering – altså en valuar.

Seneste nyheder

Genåbning 2021

Nu kan vi igen forsamles! 21. april 2021 skriver sig ind i danmarkshistorien som en særlig vigtig dato under den igangværende coronakrise. Denne dato markerer

Læs mere >

Del:

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on print
Share on email