Generalforsamlinger 2021

Selvom vi alle brugte det meste af 2020 på at længes forventningsfuldt efter et lysere, bedre og nemmere 2021, må vi desværre konstatere, at COVID-19, også i år, sætter vores fælles dagsorden.

 

Heldigvis er der lys forude! Vaccinen er kommet til landet, og selvom alting er mørkt og koldt i øjeblikket, kigger vi nu forventningsfuldt og optimistisk mod sommeren 2021. 

 

Indtil sommer må vi dog forvente, at COVID-19 vil danne rammerne om vores hverdag – både privat og professionelt. Det vil naturligvis få betydning for afvikling af den forestående generalforsamling.

 

Generalforsamlingen er traditionelt set det tidspunkt på året, hvor alle medlemmer mødes og samles om det fællesskab, der karakteriserer jeres forening. Det er desværre ikke muligt med de omstændigheder, vi lever under i øjeblikket. 

 

I 2020 blev vi alle taget på sengekanten af den frygtelige pandemi, men i år kan vi heldigvis tage ved lære af og spejle os i, hvordan vi både alternativt og effektivt fik afviklet de fleste foreningers generalforsamling sidste år.

 

VI ANBEAFLER:

Vi har med udgangspunkt i den nuværende situation, og den seneste forlængelse af den landsdækkende nedlukning, lavet 5 anbefalinger for årets generalforsamlinger.

 

Nedenstående er alene anbefalinger, og det vil derfor være både naturligt og nødvendigt, at vi sammen kigger på jeres forening og den forestående generalforsamling, så vi kan finde den bedst mulige løsning for netop jer.

 

UDSKYD GENERAFORSAMLINGEN

Vores anbefaling er, at den ordinære generalforsamling udskydes til sommeren 2021.

 

Det er vores overbevisning, at sommeren vil være en vigtig milepæl i COVID-19-fortællingen, og at vi herefter ser en udbredt vaccineret folkemasse og et kontrolleret smittetryg, hvorefter det igen er forsvarligt at forsamles.

 

Som vi fastslog sidste år, er udskydelse af generalforsamlingen ikke en ugyldighedsgrund, heller ikke selvom den afvikles senere end den frist, der står i vedtægten. Vi anbefaler derfor, at hvis generalforsamlingen kan udskydes, bør den udskydes – indtil det igen er sikkert at mødes.

 

ER I EN ANDELSBOLIGFORENING?

Hvis jeres forening er en andelsboligforening, der anvender valuarvurdering som værdiansættelsesmetode, skal I have vedtaget en andelskrone inden den 1. juli 2021. 

 

Det betyder altså, at I bør planlægge en generalforsamling inden denne dato, så andelskronen kan vedtages.

 

Vi anbefaler, at en sådan generalforsamling afvikles med forkortet dagsorden, så det alene er det mest nødvendige, som eksempelvis regnskab, der bliver behandlet. I vil herefter have muligheden for at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling senere på året, hvor resten af dagsordenen behandles.

 

HVAD ER PÅ DAGSORDENEN?

I relation til ovenstående bør vi sammen se på generalforsamlingens dagsorden, og om der måtte være forhold, som er af en sådan karakter, at vedtagelse ikke kan vente til sommeren eller sensommeren. 

 

Det er vigtigt, at årets generalforsamlinger, tillige med sidste år, begrænses i videst muligt omfang, så de kan afvikles hurtigt, nemt og sikkert. Vi står overfor en sundhedsskadelig modstander, og det skal generalforsamlingen tage højde for og afspejle. 

 

Kan presserende forhold vedtages på en forkortet ordinær generalforsamling, er det altså vores anbefaling.

 

DIGITAL GENERALFORSAMLING

I 2020 meddelte vi, at det ikke var muligt at afvikle en 100 % digital generalforsamling, hvis ikke der er hjemmel hertil i vedtægten. Det mener vi sådan set stadig.

 

Vi mener dog, at i det tilfælde, alle foreningens medlemmer accepterer en 100 % digital generalforsamling, er det muligt at holde en sådan.

 

Det vil være en konkret vurdering af foreningen og af generalforsamlingens dagsorden, der skal lægges til grund for, hvorvidt I kan holde en 100 % digital generalforsamling. Det er derfor vigtigt, at vi taler sammen herom, hvis I mener, det kunne være en relevant løsning for jeres forening.

 

Det skal dog bemærkes, at hvis ét medlem ikke accepterer afvikling af generalforsamlingen digitalt, vil generalforsamlingen skulle erklæres ugyldig, og den skal således afvikles på ny på et senere tidspunkt. Det vil formentlig være muligt at holde en kombineret fysisk og digital generalforsamling, men det kræver selvfølgelig, at nuværende restriktioner lempes.

 

VEDTAGELSE AF BYGGEPROJEKTER

Hvis I vil stille forslag om byggeprojekter, er det vores anbefaling, at der forud for en digital generalforsamling afvikles et eller flere beboermøder (eventuelt digitalt), hvor alle spørgsmål og forhold vedrørende dette, bliver afklaret internt.

 

Det er vigtigt, at alle forhold drøftes forud for generalforsamlingen, så der ikke er nogen, der er usikre på, hvad det er, generalforsamlingen skal tage stilling til.

 

Når beboerne allerede har diskuteret mulighederne, kan vi efter en kort motivering gå til afstemning uden at give køb på den demokratiske proces.

 
OPSUMMERING

Efter snart et år under COVID-19-restriktioner, kender vi efterhånden vores modstander. Vi ved derfor også, at det af hensyn til os alle, er bedst, hvis vi kan udskyde årets generalforsamlinger så lang tid som muligt.

 

For nogle foreninger er det imidlertid afgørende, at vi får afviklet en generalforsamling, og det skal vi naturligvis sammen efterkomme.

 

I alle tilfælde må vi tale sammen for at koordinere og planlægge årets generalforsamling, så vi sammen sikrer, at det sker på forsvarlig vis – uanset hvornår og hvordan den afvikles. 

 

Vi håber, at vi, ligesom sidste år, kan få afviklet årets generalforsamling på allerbedste vis af hensyn til os alle.  

 

Del:

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on print
Share on email